Stien
Den Grønne Sti er en hovedvej for cyklister i Frederiksberg og Københavns Kommune.
Den strækker sig fra Lyngbyvejen i nord, over Nørrebro og Frederiksberg til Valby i vest.
De grønne cykelruter er til rekreation, cykelmotion, løb, gåture, skateboard og anden leg på hjul. Samtidig er de et tilbud til alle, der cykler til arbejde og uddannelsessted om at lægge hele eller dele af den daglige cykeltur gennem rolige, grønne omgivelser uden busser og biler omkring sig.
Formålet
Formålet med stien er at skabe en sikker, men hurtig, trafik for blandt andet cyklister og fodgængere. Stien appellerer også til de borgere, som normalt vælger bilen eller offentlig transport, for at komme hurtigere frem. Med Den Grønne Sti kan du spare tid ved at slippe for køer, vejarbejde og trafiksignaler. Samtidig skåner du miljøet og forbedrer dit helbred ved at vælge cyklen frem for bilen.
Grundlaget for stien er et gammelt jernbanespor ”Vigerslevtracéet”, der i slutningen af 1800-tallet blev anvendt til godstransport gennem byen. Som ved andre jernbaner oplever man byen fra ’bagsiden’, hvilket planlæggerne har udnyttet til at skabe et trafiksikkert og varieret stitracé med grønne oplevelser undervejs. Cykelruten er blevet til i et samarbejde mellem Trafikministeriet og Frederiksberg og Københavns kommune i et forsøg på at få flere til at cykle og at fremme sikker cykeltrafik.
Hvad siger brugerne?
”Den Grønne Sti indgyder for mig ro og harmoni, og selv på de dage hvor jeg har travlt, så er turen på stien et lille refugium fra de osede veje og trafikkaos, hvor jeg bare cykler stille og roligt med frisk vind i håret. Det er et dejligt afbræk fra byens tumult, at vi har Den Grønne Sti.” Anna M. – København
Københavns Kommune arbejder på at udvide stien, så man kan køre på en 110 km lang cykelsti i hele København. Trafikministeriet arbejder hele tiden på service og fordele ved stien, og derfor er der blandt andet installeret en cykelpumpe, så man kan få luft i dækket på vejen. Desuden er der blevet etableret en tæller, så man kan se hvor mange, der benytter stien og på den måde se et system i, hvor det vil være en fordel at udvide.