Islands Brygge

Islands Brygge, i folkemunde omtalt som ”Bryggen”, er en bydel i København på den nordvestlige del af Amager. Det er en relativt ung bydel, da området helt frem til slutningen af 1880´erne kun bestod af lavvandet hav. Dette rådede man imidlertid bod på ved, efter gentagne gange, at fylde jord på havet og i starten af 1900´tallet kunne de første byggerier begynde. Blandt andet blev Dansk Sojakage-fabrik, ”Sojakagen”, grundlagt på Bryggen i 1909. En fabrik der i 50´erne beskæftigede op mod 1200 medarbejdere. I medio 1980 eksploderede et ekstrationsanlæg på fabrikken dog – et brag der kunne høres og mærkes over det meste af København. 23 mennesker blev såret heraf og skaderne på fabrikken løb op i ca. 200 millioner kroner. Anlægget blev ikke genetableret og i den spæde start af 1991 drejede man nøglen om, da man ikke længere kunne få økonomien til at hænge sammen. Området har nu gennemgået en grundig afrensning og i 1999 blev det udstykket til byggegrunde og døbt ”Havnestaden”. Her blev en del af de gamle bygninger restaureret, ombygget og genbrugt.

Man kan dele Islands Brygge op i yderligere tre underområder. Islands Brygge Nord, Havnestaden, som omtalt tidligere, samt Islands Brygge Syd.

Fra Amager Boulevard i nord til Sturlasgade i syd finder man Islands Brygge Nord. Det var her at ”Bryggen” som vi kender den i dag havde sin begyndelse, og det er i dette område Islands Brygges ældste bygninger har til huse.

Havnestaden strækker sig fra Sturlasgade i nord til Dreschelsgade i syd. Som tidligere nævnt fandt man ”Sojakagen” i dette område. Nogle af den tidligere fabriks bygninger bliver i dag brugt til andet formål. Blandt andet ”Gemini Residence”, som er to store frøsiloer der er lavet om til beboelse. En lystbådehavn er kommet til, ligesom man har etableret en bro, ”Bryggebroen”, over vandet til Vesterbro for gående samt cyklister.

Islands Brygge Syd er afgrænset i nord af Dreschelsgade og mod syd af Nokken. Området er endnu ikke færdigudbygget. Man har planlagt et nyt boligområde som blandt andet skal indeholde en vig med en strand.

Af de, nuværende, store virksomheder på Islands Brygge kan nævnes hovedkvartererne for HK/Danmark, Kommunernes Landsforening og Deloitte for ej at forglemme Fisketorvet, et stort shoppingcenter, samt Handelsbanken. Desuden finder man ligeledes Radisson Blu Scandinavia Hotel langs Amager Boulevard.

Bydelen huses pt. af omkring 14.000 mennesker. Dette tal forventes dog at stige til ca. 17.000, når byggeriet ved Islands Brygge syd færdiggøres, i år 2020.