Kaffebord mod Godsbane
Hjælp og anerkendelse fra det omgivende samfund er først noget haveforeningerne i Sydhavnen har oplevet i de seneste år.
Ellers har parolen været: Pas jer selv og hold lav profil - så får I lov at være i fred... måske...
I 1967 var det imidlertid ikke nok at holde lav profil: Kalvebod blev voldsomt skamferet, da kommunen nedlagde 30 haver til fordel for en trafiklegeplads i Valbyparken.
Og i 1990'erne var den gal igen, da Godsbanen til den nye Øresundsforbindelse skulle pløjes gennem Sydhavnen.
Endnu en bane truede
Fornylig blev Kalvebod igen truet af planer om en ny jernbane: København-Ringsted. To af de forslag, Banestyrelsen lagde frem, indeholder tunneler gennem Valbyparken, som skal lægges i render, der graves og siden dækkes til. Især det ene forslag gik ifølge de føste skitser ret igennem Kalvebod og truede således tilværelsen for en lang række familier.
Derfor var vi igen tvunget til at kæmpe for haveforeningens eksistens og den 9. marts 1998 afleverede vi vores indsigelse til Banestyrelsen. I den kommende tid vil vi gøre, hvad vi kan for at ændre linieføringen, så den ikke beskærer eller ødelægger haveforeningen.