GADEKUNST PÅ STRØGET

Livet som gademusiker

Inde på strøget en kold mandag morgen, kan du opleve en buddhist der får drømmende toner ud af en tønde med sine bare hænder, det leder ens tanker hen mod de åbne og åndelige tibetanske munke i det harmoniske Tibet. Eller en inkarneret cowboy a la Bob Dylan, som spiller alt fra Minnesotas bluesscene til den kolde canadiske country rock. Her ligger hans slædehund ved hans side og dé er nærmest som taget ud fra en Dylan sang, fra landet USA hvor alle er hver sin egen lykkesmed.

Men hvordan er livet som gademusiker, og hvordan er en gademusikers rettigheder? Dels er du tvunget til at flytte fra et sted til andet, efter hver time du har spillet, og dels må du ikke kræve penge eller bruge nogle mikrofoner til din sang. Hele friheden som musiker bliver indskærpet. At spille musik på offentlige steder hvor de udtrykker deres kreativitet med ambitiøst overlæg, er ikke det samme som tiggeri. Her ”får” vi et stykke af deres tanker og udtryk, som enhver selv kan overveje hvordan vi vil tolke. Princippet ”du bestemmer selv hvad du vil give” passer fint ind i den gensidige respekt vi som publikum og musikeren har for hinanden.

Så hvad er din holdning? Mener du at gademusikerne skal have mere plads og kunne udvikle sig endnu mere? Eller skal de helt væk og blive erstattet af noget andet? F.eks. flere Amnesty folk der nærmest ”overfalder” en når man går en tur ned af strøget? Vi synes personligt at gademusikerne skal have en plads på gaden, simpelthen fordi de altid har været der og underholder-og giver os et kulturelt input på en tur ned af strøget i København