På Ørnevej i Københavns Nordvestkvarter, ligger der en aflang grund med navnet ’Container By’ (også kendt som ’Linjen’). Grunden består af en smal kile af jord langs skinnerne ved Nørrebro station. I løbet af det sidste års tid har området været under konstruktion, indtil containerbyen åbnede for offentligheden den 13. marts 2015. Ifølge planen skal containerbyen ligge der indtil år 2018.
Containerbyen har fået en del materialer forærende. Værktøjet får de ofte som 'løn' for at hjælpe med byggeprojekter, og en del af brædderne har de blandt andet fået fra en nabo, der havde dem i overskud efter at have lagt nyt køkkengulv.
Containerbyen består af en masse containere, fantasifulde trætilbygninger og plateuaer. Køkken- og drivhuscontaineren (kaldet ‘Drivern’) rummer både en lerklinet raketovn og et to-etagers drivhus. Hertil er der også en mini-biograf. Udover containere, er der en stor have bagerst på grunden. Her er der blandt andet en scene, bålplads, hønsehus og en bæredygtig vaske-hænder-station. Med tiden skal det blive en levende byhave med krydderiplantage og bede.