banner
kort

Christianias mere end trediveårige historie er broget og lang med kampe, sejre og nederlag. Mange af de mennesker, der var med til at starte eksperimentet er her ikke mere. Men drømmen om et liv i frihed og idéen om en beboerstyret by lever.

Folk fra fjern og nær føler sig stadig tiltrukket af fristadens magiske blanding af anarki og kærlighed. Eventyret starter i 1969/70, hvor en gruppe christianshavnere flere gange sætter ild til eller vælter plankeværket på hjørnet af Prinsessegade og Refshalevej, lige ved den Grå Hal. Nu skal det gamle brokvarter have en legeplads til kvarterets børn og et grønt frirum mellem boligblokkene. Militæret og kommunen bygger dog plankeværket op igen, hvorefter det væltes igen – hvilket gentager sig flere gange i de år.

Christianshavnerne får efterhånden deres legeplads, mens hippier, slumstormerne og de andre får deres fristad, da plankeværket væltes sidste gang i 1971, hvor folk er begyndt at befolke kasernen.

Samtidig udkommer den alternative avis Hovedbladet med overskriften ”Emigrer med linie 8”. Artiklen fortæller om de forladte militærbygninger på Bådsmandsstrædes Kaserne og indeholder en masse idéer til anvendelse af området – ikke mindst som boliger for de utallige unge, som ikke kan få noget at bo i. Slumstormerne og de alternative kræfter fra Det Ny Samfunds Thy-lejr i 1970 savner også et sted at realisere deres drømme.

Resultatet bliver en massiv indvandring af folk, der vil skabe et andet liv baseret på fællesskab og frihed, og dermed er Christiania født.

Citat fra Christiania.org
foto-galleri
pil tilbage pil frem

”Jeg tror det er helt vildt vigtigt at føle sig hjemme, og føle sig tryg et eller andet sted. Og det tror jeg der er rigtig mange mennesker som oplever på staden, og det er det staden kan.”
”Magten ligger så tæt på dig, så du rent faktisk kan bevæge din røv ud af døren og gå ud og ændre på tingene, hvis det er noget der sker lokalt, så kan du rent faktisk ændre på tingene.”
”Den største misforståelse er måske at folk på Christiania er nogle røde lejesvende, og nogle gamle forstokkede hippier som har glemt hvor de kommer fra, og glemt deres egne idealer. Fordi det er de der idealer som Christiania handler om, et eller andet sted ikk? Det er jo fred og kærlighed det handler om, alt andet er ligegyldigt.”

”Det er overfedt med folks kreativitet, altså og grunden til at folk laver noget på staden. Det er fordi der ikke er noget krav om kommerciel succes.”
”For mig at se, så er det konsensusdemokratiet der er det vigtige her, at man prøver at beskytte sin minoritet og få sin minoritet til at føle sig inkluderet.” ”Christiania er jo de mennesker der kommer her.”
”Dem der tager ansvar, de bliver nødt til at udvise sund fornuft, ellers så bliver man sgu træt af at vise ansvar.”


Citat af Joker, Ny Forum, Christianit siden 1989.

Fakta: Areal: 34 hektar - Antal beboere: 792 – 500.000 årlige besøgende. Fristaden Christiania blev officielt grundlagt d. 26. September 1971. Tidligere Bådsmandsstræde Kaserne. Delt op i 15 lokalområder. Der er en række virksomheder, spillesteder og caféer. Fonden Fristaden Christiania sælger folkeaktier til Christianias bygninger og arealer, der dermed er privatejede. Der er dog fri adgang for offentligheden ind på arealet.