Engang var det arbejdsplads for 10.000 mennesker. Nu kan man vælge at se Refshaleøen som et monument over fordums storhed, men halvøen er samtidig grobund for de vildeste ideer og aktiviteter. Det rå industrikvarter er i hastig forvandling, og hvor der før blev produceret dansk maskineri og skibe i verdensklasse, er der nu overraskende gallerier, koncertsteder, sportsmuligheder, strandbarer, restauranter, rumraketproduktion… det er, som om, det meste kan lade sig gøre på halvøen. Inklusiv at afholde et Melodi Grand Prix i en ellers forladt hal, hvor der engang blev samlet skibe.
Man kan vælge imellem et stort udvalg af aktiviteter. Herunder lasergames, sumobrydning, mega bordfodbold, gladiatorkamp, rodeo-tyr, bungee-tag, høvdingebold, sumostafetløb, volleyball, basket eller fodbold på hoppepude. Man kan betale sig fra at stå på vandski på kabelbanen ved indgangen til Refshaleøen, køre gokart, klatre i verdens højeste indendørs klatrebane, sejle kajak, spille beachvolley – også indendørs – Og sidst men ikke mindst prøve Eurpoas største paintball arena på over 6000 m2 med teambuilding nyhed High Rope Team Challenge.
Man kan også gå til en af de mange kulturbegivenheder, der finder sted her i løbet af året. Metalmusikfestivalen Copenhell er den mest markante. Men det er også et fantastisk sted at gå eller at cykle en tur og fornemme et København under forandring.
Københavns dejligste oase – placeret råt i et gammelt industriområde overfor Langelinie, ved indsejlingen til Københavns Havn. De 200m kajstrækning lige ned til vandet og de 6.000 kvm friareal danner rammerne for et ganske unikt fristed, hvor tid og stemning er helt sin egen – og med en ganske særlig udsigt over Dronningens København. Velkommen til Halvandet - en ganske særlig Strandklub!
I denne oase kan gæsterne nyde livet samt det gode vejr på det hyggelige strandområde med plads til over 300 spisende gæster ved de forskellige bordkombinationer og 600 solstole, lige ned til vandet i forskellige miljøer, hvor der er plads til alle og noget for enhver smag. Halvandet har ligeledes sin helt egen Marina, hvor man kan lægge til med egen båd!
Den største del af Refshaleøen er det gamle Burmeister & Wain værft. I dets storhedstid beskæftigede skibsværftet 10.000 medarbejdere, og øen fremstår i dag som et ikon i dansk industrihistorie. Skibsværftet begyndte sin historie som maskinfabrikken Baumgarten & Burmeister på Christianshavn i 1846. Fabrikken producerede bl.a. motorer, kedler og centrifuger, men i 1858 stod virksomheden bag det første danskbyggede, dampdrevne jernskib.
Fabrikken var i rivende udvikling og havde brug for mere plads. Oprindelig bestod dette område i Københavns Havn af sandbanker, men Københavns havnevæsen fyldte tonsvis af jord på det flade område, og i 1872 var der skabt nyt land med plads til de første bygninger. I værftets storhedstid havde 8.000 ansatte deres daglige gang på området. Og her var plads til det hele: Produktion af skibe, administration af virksomheden og fritidsliv. Store haller, kontorbygninger, kantiner – som dengang hed marketenderier.
Marketenderiet var et stort aflangt lokale hvor medarbejderne sad ved aflange borde opdelt i de forskellige fagklubber. Marketenderiet var også skueplads for de forskellige fagforeningsklubber på værftet.
Refshaleøen ejes i dag af Refshaleøens Ejendoms-selskab A/S, som ejes af de fire pensionskasser Sampension, PKA, PFA Pension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Selve grund arealet på øen er 500.000 kvm. I 2013 indgik øen et samarbejde med Samsø Energiakademi og energiselskabet SE Big Blue, der skal skabe Københavns første CO2-neutrale bydel på øen.
Refshaleøen er i dag i hastig forandring – hvor man kan gå til koncerter, nyde et gourmetmåltid på Amass restauranten, spille beachvolley, gå på galleri eller nyde udsigten til Langelinie og Frederiksstaden i de rå og uforstyrrede industrielle omgivelser. På øens østlige side har rumfarsprojektet Copenhagen Suborbitals hjemsted. I april 2011 åbnede Københavns Yacht Service Danmarks første yachtgarage på øen – en indendørs marina til motorbåde.
I 2009 blev Refshaleøen udpeget som perspektivområde, der først skal udvikles på sigt. Frem mod 2021 giver det plads til midlertidige aktiviteter og kreative erhverv på området. Refshaleøen og bygningerne efter det konkurslukkede B & W har således i nyere tid dannet ramme for bl.a. musikfestivaler som Copenhell og Distortion og andre kulturelle events, herunder MAD Symposium og Asteroiden Teaterfestival.
I forbindelse med Danmarks værtskab for det europæiske Melodi Grand Prix 2014 blev B & W-hallerne renoveret for at kunne huse musikkonkurrencen på Refshaleøen. Refshaleøens Ejendomsselskab står for vedligehold og udlejning af bygninger på øen. Blandt lejerne 2014 var Copenhagen Suborbitals, Gadeforeningen, Kunstakademiets Arkitektskole, Københavns Internationale Teater, Københavns Klatrecenter og Musikværftet.
Selv om Refshaleøen har været brugt til sværindustri i over 100 år, opleves en stor del af området som grønt. Der er mange gamle træer, og græs og blomster som rejnfan og krat som brombær breder sig, hvor de får lov.
Flere steder på Refshaleøen kan man se, hvordan naturen gradvis kan overtage et område, når det ikke længere passes af mennesker.
Bygninger forfalder, nye opstår. Hvor der før var asfalt, dukker der planter op. Hvor der før var planter, bliver der bygget. I dag er Refshaleøen et københavnsk Klondyke, men med tiden er det meningen, at der også skal være boliger her. Og at værftsøen skal være Københavns første CO2-neutrale bydel.