BRUMLEBY
Da Brumleby blev opført for 150 år siden, lå bebyggelsen langt uden for byen, på Østre Fælled. Det skete efter den store koleraepidemi i 1853, hvor 4.800 københavnere døde af sygdommen. Meningen var, at beboerne skulle have lys og luft og grønne områder, og det har de stadig i denne fredelige enklave, der nu ligger inde midt på Østerbro.
Når man går ad de offentlige veje og stier mellem de fire rækker af gule og hvide toetages boligblokke, kan man godt fornemme, at inspirationen er kommet fra italienske landarbejderboliger. De høje, opstammede lindetræer på de grønne plæner mellem husrækkerne kan med lidt god vilje godt bringe tankerne hen på en godsbesiddelse på Posletten.
De mange grønne friarealer og den megen luft mellem husene var en helt ny måde at planlægge boligområder på i 1850’erne, og den intime stemning tiltalte også de mange unge studerende, som i 1960’erne rykkede ind i de små lejligheder. Det var bl.a. takket være dem, at planerne om at rive det fredede og historiske område ned og erstatte det med et mere ’tidssvarende’ socialt boligbyggeri blev forhindret.
I stedet blev hele området renoveret og istandsat, og nogle af lejlighederne blev slået sammen og gjort større. Derfor emmer området stadig af fred og ro og landlig idyl, lige bortset fra når der er koncert eller store fodboldkampe i Parken, som er nærmeste nabo til Brumleby. Foran nogle af husene er der små, grønne private haver, og i den ene ende af bebyggelsen er der skabt en legeplads, som skal afspejle områdets ukonventionelle karakter og vender det hele lidt på hovedet med huse, der er vinde og skæve, og betegnes som en ’rumtosset legeplads’.
De gule og hvide husblokke er 50 meter lange med syv indgangsdøre, der hver fører ind til 1 eller flere lejligheder. Til stuelejlighederne hører småhaver mens arealerne mellem blokkene er delt mellem privathaver og fællesareal.
Brumleby indgår flere steder i litteraturen f.eks. hos Martin Andersen Nexø. En historisk beskrivelse af bebyggelsen findes i "Brumlebys historiebog" af Hans Helge Madsen.
Brumleby har siden 1970'erne haft mange slagsmål med ejerne/myndighederne, der helst lod bebyggelsen forfalde så den var lettere at få kondemneret til fordel for luksusbyggeri med gode skatteydere som beboere. Dette medvirkede til et stærkt beboersammenhold, der eksisterer den dag i dag. Beboerne deltager i frivillige arbejdsgrupper til varetagelse af bebyggelsens interesseområder såsom legeplads, værksteder, vedligeholdelse, mm.
»Kampen for at bevare Brumleby var med til at skabe det gode sammhold herude. Her er mange, hvis familier har boet her i både to og tre generationer, men her er også nye udefra. Det gode ved at bo her er, at man få lov til at være sig selv, samtidig med at der hele tiden er nogen omkring én - uden at vi sidder på skødet af hinanden,« siger Gitte Rambow.
Hvis der er en slange i dette paradis, må det være Parken, der tårner sig op over den ene ende af Brumleby. »Når der sker noget i Parken larmer det i Brumleby, der også bliver forvandlet til et offentligt toilet. Vi bliver nødt til at holde børnene inde, selv om sommeren. Hvorfor skal I være hjemme, når der er fodbold i Parken, Skjold?« »Fordi folk er nogle fjolser!« erklærer knægten og suser afsted på sin cykel.
