Ballonparken er den ældste bebyggelse på Islands Brygge, og er i dag et kollektivt selvejende boligområde. Området består af røde træbarakker og huser omtrent 100 voksne og 50 børn. Ballonparken er et utraditionelt og mere alternativt boligområde, sammenlignet med de øvrige og mere ordinære boligejendomme på Bryggen. Ballonparken har fælles toilethus og fællesbad, og i flere af boligerne er der ikke indlagt el. Tilbage i 2009 blev Fonden Ballonparken oprettet.
På Islands Brygge i København, ligger en lille landsbylignende perle, Ballonparken. Man ænser knapt indgangspartiet ved Artillerivej 63, og mange er slet ikke klar over, at der her gemmer sig et idyllisk og unikt område, centralt beliggende i storbyen og med Amager Fælled som baghave. Men når man som besøgende træder ind i Ballonparken, glemmer man et øjeblik bilerne og larmen, og kan i stedet nyde stilheden og duften af brændeovn, lyden af fugle der synger og en gang imellem hestevrinsk fra den gamle ballonhangar, der i dag fungerer som ridehal. Man får nærmest følelsen af, at man er trådt ind i en anden tid.
Ballonparken var oprindeligt et militærområde. Stedet opstod i sommeren 1872, hvor Hærens artilleriafdeling opførte en teltlejr. Ti år senere opførtes de første af de barakker, som stadig udgør Ballonparken den dag i dag. Man brugte barakkerne til at indkvartere artillerisoldater, som var under uddannelse. Området ved Ballonparken blev anvendt til skydning med kanoner siden 1781, og først i 1965 ophørte skydningen. Artilleriet fik sin første ballon 1889. Fra ballonen kunne man observere kanonkuglernes nedslag på Fælleden. I 1917 opførte man en ballonhangar i træ (32x10 m). Hangaren er den eneste af sin slags i Danmark, og den blevet fredet i 2014. I 1932 blev Ballonparken overdraget til Hærens Flyvertropper.
D. 29. august 1943 blev danske militæranlæg, uden varsel, angrebet af de tyske tropper. I Ballonparken blev det særligt voldsomt, da de tyske styrker forsøgte at trænge ind i lejren. Det udviklede sig til ildkamp, hvor to menige og en korporal blev dræbt. Også en civil på Artillerivej blev dræbt af tyskerne.I foråret 1945 blev barakkerne i Ballonparken anvendt til at huse omtrent 500 tyske flygtninge. Især Ballonhangaren kunne rumme mange høje etagesenge. Flygtningene blev et års tid efter overflyttet til andre lejre i Danmark. Hæren stod for kontrollen i Ballonparken indtil slutningen af 1947.