STORKEN

Storken det er ham den lange. Det er ham med de lange ben og de lange skridt. Det var på landevejen, som vagabond, han fik sit navn. De gav alle sammen hinanden navne, alle vagabonderne. En hed bamse, en anden hed borgmesteren, og han hed storken på grund af hans lange lemmer.

I filmen hører vi storken fortælle om sit liv som landevejstraver. Et liv hvor man går fra stald til stald vinter som sommer. Et liv med kulde som en altoverskyggende faktor. Storken og de andre vagabonder er ikke hjemløse. De har bare taget deres liv og hjem med sig. Når kulden presser sig på og hjemmet, barnevognens indhold, ikke rækker til at holde dem varme, må alkoholen hjælpe lidt til. Øl efter øl fyldes kroppen op med den euforiserende væske og kroppen føles mere og mere varm. Man må jo også gøre noget, man kan jo ikke bare lade kulden overtage ens krop. Ned ryger øllene.

Storken fortæller hans historie med stor indlevelse. Han sidder på en bænk på Christania, mens vi snakker med ham. I baggrunden kan man høre svenskeren råbe op i en konstant svensk sang om, hvem der skal dræbes, og hvem der skal elskes af de forbipasserende. Storken smiler skævt til svenskeren og siger så til os, ”men han skal jo være her, det skal vi jo alle sammen”. Vi skal alle sammen være her og på Christania på landevejen er der plads alle, og til dem der ikke har fundet deres plads andre steder i samfundet.