1. verdenskrig var ekstremernes krig. Ikke bare på grund af de 158 lande, som blev hvirvlet ind i kamphandlingerne. Men også fordi moderne krigsførelse nu brød med århundreders traditioner. Den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand er på besøg i Bosnien med sin hustru, Sophie. Da de kører gennem hovedstaden Sarajevo i åben vogn, springer den serbiske nationalist Gavrilo Princip frem og skyder dem begge. Østrig-Ungarn mistænker Serbien for at stå bag. En måned efter attentatet i Sarajevo erklærer Østrig-Ungarn krig mod Serbien. Europa er spundet ind i et net af alliancer, som træder i kraft nu: Serbiens allierede, Rusland, mobiliserer sine tropper. Derpå erklærer Østrig-Ungarns allierede, Tyskland, krig mod Rusland. Så mobiliserer Frankrig, der er allieret med Rusland, sine styrker, hvilket medfører en tysk krigserklæring mod Frankrig. Krigen breder sig til de europæiske kolonier i Asien og Afrika. New Zealand angriber Tysk Samoa. To uger senere går australske tropper til angreb på Tysk Ny Guinea, og sydafrikanske tropper invaderer Tysk Sydvestafrika (Namibia).

 De franske og engelske tropper stopper tyskernes fremgang i Frankrig. Krigens første skyttegrave opstår på vestfronten – og de kommer til at præge fronten i årene efter. De fleste stormløb ender i blodbad pga. fjendens maskingeværer, der kan meje alle ned. De fastlåste fronter skaber behov for nye våben. Som de første bruger tyskerne klorgas. Vinden fører 150 tons gas over mod de franske skyttegrave, 5000 omkommer. Entente-magterne – Frankrig og Storbritannien – er overbeviste om, at Det Osmanniske Rige er centralmagternes svageste led. En stor styrke angriber derfor Gallipolihalvøen for at indtage Istanbul. Men tyrkerne er stærkest, og ententen mister 44.000 mand i slaget, der varer frem til den 28. december. Tyskerne angriber byen Verdun, som Frankrig vil gøre alt for at holde. Tysklands strategi er at bløde franskmændene til overgivelse.