På uddannelsen får du indsigt i kroppens anatomi, kredsløb og forskellige energisystemer. Du lærer teknikker til konditions- og styrketræning, ligesom du lærer at analysere kropsholdning. Derudover lærer du teknikker til, hvordan du skal instruere.
En vigtig del af arbejdet handler om at rådgive og motivere kunderne. Derfor får du også indsigt i teorier omkring den personlige samtale og coaching.
Som fitnessinstruktør lærer du at lægge træningsprogrammer og undervise både hold og enkeltpersoner. Du kommer til at undervise i forskellige fittness-dicipliner, som bl.a. yoga, pilates, aerobic, ryg- og mavetræning m.fl.
Fitnessinstruktøren udfører også en del administrativt og praktisk arbejde i fitnesscenteret. Administration, virksomhedsdrift og kundeservice vil også være en del af din uddannelse med undervisning i bl.a. erhvervsøkonomi og afsætning.
Da arbejdet som fitnessinstruktør er et aktivt job, er det vigtigt, at du har en god fysik.
Uddannelsen består af et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger, samt et hovedforløb, der veksler mellem praktikperioder og skoleforløb.Figuren viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.
I praktiktiden bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. Praktikken foregår på en arbejdsplads. Der er ikke mulighed for at komme i skolepraktik.
Du afslutter uddannelsen med en svendeprøve.